Stien starter og slutter ved Hjerteforeningens motionsredskaber på Arenaen ved Assens Rådhus. Her kan du varme op til en frisk gåtur, der fører dig langs Kærum Å gennem skov og by. På turen kan du nyde det rige fugleliv. Og får du brug for et hvil, er der opsat bænke flere steder på stien. Der er også flere toiletter, bålhytter og sågar sheltere på ruten. Hjertestien går ad stier, der er egnet til både gangbesværede, barnevogne og rullestole.
Hele ruten er på 5¼ km, men der er flere muligheder for at skyde genvej. Har du mod på en længere tur, kan du følge Kærum Å-stien hele vejen til Melbyskoven.
Stien er udført i samarbejde med Assens Kommune og sponsoreret af Rotary Assens.
Har du spørgsmål om hjertestier, aktiviteter eller andet er du velkommen til at kontakte Lokalforeningen Assens.