Start på parkeringspladsen ved Kragelund Kirke. Kirkedørens øverste sten med runeindskrift peger på, at kirken er bygget i 1100-tallet. Ruten går langs hækken forbi den ny præstegård fra 1916. I den gamle gårdsplads kan man kigge ind til Hærvejs-herberget for de mange vandrere i sommerhalvåret.

Ruten forsætter gennem et nyere villakvarter, kaldet Kragelunds Beverly Hills, forbi en lille sø. Herefter følges mod nord en markvej forbi enkelte gårde og tilbage mod Kragelund ligeledes af markvej (Sinding Hedevej). Tilbage i Kragelund passerer ruten Kongelunden, hvor fra gammel tid Kongens jagthus har tjent som bolig under ophold i Jylland. Følg den gamle hulvej til stor hvidtjørn, der markerer stedet, hvor bygningens sten i 1583 blev nedrevet og flyttet til Silkeborg. Andre synlige spor findes ej. Derimod findes en større lysning til madpakker og aktiviteter. Ruten går så langs vejen går tilbage til kirken, hvor Helledammen udgør byens lille park fra 1927, anlagt i fællesskab af borgerne.

 

Har du spørgsmål om hjertestien, aktiviteter og lignende, er du velkommen til at kontakte lokalforeningen Silkeborg.